About this role
Vil du være en del af et dygtigt team i en virksomhed, der hele tiden udvikler sig?
Har du erfaring fra en produktionsvirksomhed, og er du stabil, ansvarsbevidst og klar til at arbejde om natten?
Vilofoss er varemærket for DLG-koncernens vitamin- og mineralforretningsområde, og vi har globale fabrikker og 500 medarbejdere. DLG-koncernen er Danmarks største grovvarevirksomhed, og vi er blandt de største i Europa. Koncernen har salgsenheder i hele Europa og en årlig omsætning på ca. 3 mia. kroner.
Vilofoss Brædstrup producerer vitaminer og mineraler til foderblandinger, og nu søger vi en produktionsmedarbejder til vores faste nathold på 37 timer om ugen.
Som medarbejder i Vilofoss bliver du en del af et fagligt dygtigt team i en organisation med en flad struktur og en uformel omgangstone, hvor vi samarbejder om at løse opgaverne.
Stillingen
Vi opsækker forblandinger til grise og kvæg, så produktionen kører hele året. Som vores nye medarbejder får du et selvstændigt og interessant job, hvor du planlægger din arbejdsdag i samarbejde med dine kolleger på natholdet.
Du bliver en del af et fast nathold med 3 medarbejdere på arbejde, hvor I sammen sørger for, at produktionen kører stabilt og effektivt gennem natten.
Stillingen er en fast natstilling, og du skal derfor ikke indgå i dagholdets bemanding eller hjælpe til på dagholdet. Du bliver en del af et selvstændigt team, som varetager produktionen om natten.
Vi søger en stabil medarbejder, som har interesse for maskiner, produktion og drift af produktionsanlæg.
Du vil indgå i et fast team omkring arbejdet i vores produktion, herunder kørsel med truck. Dine daglige opgaver vil være varierede, og du skal være indstillet på forskellige opgaver i forbindelse med produktionen.
De primære arbejdsopgaver vil bestå af:
- Drift af produktionsanlægget
- Varemodtagelse og -udlevering
- Rengøring og vedligeholdelse af produktionsanlægget
- Opgaver på siloerne – det er vigtigt, at du kan gå på trapper og ikke er urolig for højder
- Forefaldende arbejde
Arbejdet foregår i samarbejde med dine 3 kolleger på natholdet. Vi sikrer en grundig oplæring ved flere forskellige maskiner og tilbyder en spændende arbejdsdag med forskelligartede opgaver.
Ansvar, samarbejde og personligt engagement er vigtige elementer i hverdagen, og det forventes, at du kan tage selvstændige beslutninger i forskellige situationer.
Kvalifikationer
Vi forventer, at du:
- Har truckcertifikat eller er villig til hurtigt at erhverve dette
- Har IT-kundskaber på brugerniveau
- Er omhyggelig, stabil og omgængelig
- Har overblik og kan håndtere flere opgaver på én gang for at sikre vores processer og kvalitet
- Har erfaring fra produktion, industri, landbrug eller lignende – eller har lyst og motivation til at lære
Du behøver ikke være uddannet procesoperatør eller have en bestemt faglig baggrund . Vi lægger vægt på din praktiske erfaring, din ansvarlighed og din lyst til at lære nyt.
Da der er tre medarbejdere på arbejde i produktionen om natten, er det væsentligt, at du er ansvarsbevidst, arbejder fokuseret og bidrager positivt til samarbejdet på holdet.
Vi lægger vægt på, at du er stabil, selvstændig og har stor interesse i at lære nyt.
Du tilbydes
Et spændende og afvekslende arbejde på et fast nathold i et travlt og uformelt miljø.
Du bliver en del af et velfungerende team på 18 medarbejdere, som byder ind med et godt socialt arbejdsmiljø.
Vi tilbyder:
- Fast arbejde på nathold
- 37 timer om ugen
- Et fast team med 3 medarbejdere på arbejde om natten
- Grundig oplæring
- Gode kolleger og et uformelt arbejdsmiljø
- Løn og ansættelsesvilkår efter Industriens overenskomst på timelønsområdet.
Ansøgning
Du er velkommen til at kontakte produktionsleder Mogens Nedergaard på tlf. 2845 5278, hvis du vil vide mere om stillingen.
Ansøgninger behandles løbende, og derfor opfordres du til at søge snarest, da vi tager stillingsopslaget ned, når de rette kandidater er fundet.